Golfudtryk

Som i enhver anden sport, er der i golf en hel masser udtryk og ord
som du i starten måske har svært ved at hitte rundt i.

Herunder er en stor samling af slagsen.

Adressere
En spiller har adresseret bolden, når han har taget sin stance og grounded køllen. I en hazard er bolden allerede adresseret, når stancen er taget

Afstandsmærker
På teesteder skal der være en pind, sten eller lignende fast punkt, som angiver hvor hullets længde er målt fra. Afstandsmærker i form at træer, sten eller plasticmarkeringer i eller ved fairway, angiver afstanden i luftlinie til midten af green. Nogle klubber angiver dog afstanden til greens forkant. Typisk afstand er 150 meter

Albatros
Tre slag under par på et hul. Er ekstremt sjældent

All square
Man er all square, når man står lige i eller efter en hulspilsmatch

Backspin
Boldens rotation efter et slag. De bedste spillere kan få bolden til at ”ligge dø” eller endog trille baglæns når den rammer green

Baffie
Gammelt navn for en trækølle eller wood nr. 4

Bag
Taske til golfkøller, bolde og andet udstyr. Kan bæres på ryggen eller trækkes på en vogn

Banerekord
Den laveste runde der er spillet under en turnering på en bane. Findes for hvert teested og også for amatører såvel som professionelle

Birdie
Et slag under par på et hul

Blindt slag
Slag hvor man ikke kan se det sted, som man forsøger at få bolden til at havne

Bogey
Et slag over par på et hul

Brassie
Gammelt navn for en trækølle eller wood nr. 2. Fik sit navn p.g.a. messingsålen som 2-køller tidligere var forsynet med

Bruttoscore
Antallet af slag inkl. straffeslag, som en spiller har anvendt på 18 huller

Buggy
Elektrisk vogn med plads til to bags og to spillere

Bunker
Sandfyldt fordybning på golfbanen

Caddie
Spillerens hjælper og bærer af køller. Stammer fra det franske ord cadet, som var de militærfolk, der bar Dronning Mary Stuarts køller, da hun introducerede spillet i Frankrig

Carry
Længden som bolden flyver, før den rammer jorden første gang

Chip
Indspil, hvor bolden flyver i en lav bue og ruller resten af vejen hen til hullet

Cleek
Gammelt golfjern, svarende omtrent til et 2- eller 3-jern

DPGA
Danish Professional Golfers’ Association. Forening for alle professionelle danske golfspillere – både klubproer og spillende proer

Decisions
Endelig afgørelser i regelspørgsmål givet af the Rules of Golf Comittee, St. Andrews, og United States Golf Association. Udgives i bogform

Dele
Når to sider i hulspil har brugt lige mange slag på hullet, deler de det. Er man all square efter matchen, deler man denne

Dimples
De små fordybninger i golfboldens overflade. Giver bolden en bedre aerodynamik, så den flyver længere og mere lige

Dobbeltbogey
To slag over par på et hul

Dogleg
Et golfhul der knækker til højre eller venstre

Dormie
En spiller er dormie i hulspil, når spilleren er lige så mange huller op, som der er huller tilbage at spille i matchen

Draw
Et kontrolleret slag, som starter lidt til højre og drejer tilbage mod af målet (omvendt for venstrehåndsspillere)

Drive
Første slag på et hul

Driver
Wood nr. 1

Driving range
Træningsområder, hvor de lange slag med køller og jern kan øves. Har ofte afstandsmarkeringer, så man kan se hvor langt man slår

Duff
Dårligt golfslag. En duffer er en golfspiller, der slår mange dårlige slag

Eagle
To slag under par på et hul

Eksplosionsslag
Slag fra bunker, hvor sandet rammes før bolden

EGA
European Golf Association. Forbund af de europæiske golfunioner, som bl.a. formulerer de fælles handicapregler i ”EGA Handicap System”

Etikette
Regler angående adfærd på banen og omsorg for banen. Er mindst lige så vigtige at kunne som selve golfreglerne

Fade
Et kontrolleret slag, som starter lidt til venstre og drejer tilbage mod målet (omvendt for venstrehåndsspillere)

Fairway
Den del af et golfhul der er klippet som en almindelig græsplæne

Flyer
Et slag – typisk fra våd semirough – hvor bolden flyver længere end normalt. Skyldes at der kommer græs mellem bold og køllehoved

Follow through
Den del af golfsvinget, som forekommer efter at bolden er ramt

Fore
Advarselsråb på en golfbane. Råb altid fore, hvis du tror, at der er fare for at ramme nogen

Forgreen
Tætklippet område foran og rundt om green

Givet
Man kan i hulspil “give” et put, når man anerkender, at modstanderen vil slå bolden i hul i næste slag

Green
Det tætklippede område omkring hullet

Greenfee
Det, du betaler for at spille på en anden bane end den, hvor du er medlem

Greenkeeper
Uddannet person, som passer banen. Vent altid med at slå, til greenkeeperen er væk

Grip
Den måde du holder fast om køllen. Er også navnet på gummi- eller lædergrebet i enden af kølleskaftet

Grooves
Riller i køllehovedets slagflade. Gør at bolden flyver mere lige

Grounde
Når du placerer køllen på jorden, inden du skal til at slå til bolden

Gruppe
I handicapturneringer inddeles spillerne ofte i grupper efter handicap. Hver gruppe spiller i princippet sin egen turnering

Ground under repair
Areal under reparation. Markeres med blå pæle. Hvis pælene har en sort top, betyder det, at der er spilleforbud i området og der skal droppes fri. Det koster ikke noget at droppe fri fra blå pæle

Gå igennem
“Overhale” holdet foran. Vent altid på, at holder foran signalerer til dig, om at du gerne må gå igennem

Halvering
Spillerne har anvendt samme antal slag på et hul eller i en 18 hullers runde. Spillerne er lige – har halveret en hulspilsmatch – hvis spillerne har vundet, tabt eller delt lige mange huller. Kaldes også all square

Handicapnøglen
Bruges til at fordele de tildelte slag på de enkelte huller. Handicapnøglen på scorekortet er ikke udtryk for hullets sværhedsgrad, men derimod et udtryk for, hvilke huller den mindre gode spiller behøver slag på den bedre spiller. Par 5 huller bør derfor have handicapnøgle mellem 1 og 6, og par 3 huller bør have handicap nøgle mellem 13 og 18. Handicapnøglen siger ikke noget om, hvor let eller svært det er at opnå par på hullet

Hazard
Bunker eller vandhazard

Hjem
De sidste 9 huller af 18. Kaldes også “ind” eller “bag-ni”

Hjemmeklub
Den golfklub, som spilleren har valgt som hjemmeklub. En spiller kan kun have én hjemmeklub

Hole-in-one
Når bolden slås i hul på et slag.

Honnøren
Den spiller, som har ret til at slå først fra teestedet, har “honnøren”. På første hul afgøres det af rækkefølgen på startlisten eller lodtrækning. Honnøren på de efterfølgende huller afgøres af turneringsformen. I hulspil beholder man Honnøren indtil modstanderen vinder et hul. I slagspil er det spilleren med laveste score på seneste hul, der har honnøren mens det i stableford er spilleren med flest point på seneste hul, der har honnøren. Ved lige score på seneste hul beholdes honnøren

Hook
Slag der drejer meget til venstre (omvendt for venstrehåndsspillere)

Hul
Det som bolden skal i. Har en diameter på 108 mm. Også betegnelse for baneforløbet fra et teested til greenen – en golfbane består af 18 huller

Ind
De sidste ni huller af en bane. Se også ”Hjem”

Inside-out
Forekommer, når køllehovedet i tilslaget skærer spillelinien indefra-udad. Medfører et draw eller et hook

Kompression
Teknisk term for en golfbolds hårdhed

Kanin
Begynder i golf. Betegnelsen kommer af, at begyndere spillere lidt som kanin løber – frem, til siden, baglæns og i mange forskellige retninger

Langsomt spil
Langsomt spil på hele banen opstår især, hvis:
Hold går ud med mindre end 10 minutters mellemrum.
En firebold tager mere end 4 timer om 18 huller.
Et hold “taber et hul” i forhold til holdet foran uden at lukke igennem

Lie
Vinklen mellem skaftet og hovedet på et jern. Skal tilpasses individuelt til den enkelte spillers sving og højde

Links-bane
Golf som det blev spillet for 500 år siden. Det gamle skotske ord for område ved havet indenfor selve stranden, præget af klitter og specielle græsser. De kendteste baner ligger i Skotland og på vestkysten af Irland. På Falsterbohalvøen i Sverige er der tre linksbaner. I Danmark er Fanø den eneste linksbane, om end den ligger lidt inde i landet

Lokale regler
Lokale regler er golfregler, som alene gælder på den aktuelle bane. Lokale regler skal godkendes af DGU. Sørg altid for at læse de lokale regler inden du spiller en fremmes bane – der kan være slag at spare

Lobwedge
Wedge med endnu mere loft end et sandjern. Bruges til at slå bolden lige op og ned

Loft
Slagfladens hældning i forhold til køllens skaft. Loftet afgør hvor højt og langt et slag bliver

Luftslag
Slag, hvor bolden ikke rammes. Tæller som et slag

Lukke igennem
Lade holdet bagved gå igennem

Markere
Mønt eller lille mærke, bruges til at markere bolden på green, så den ikke ligge i vejen for andre spillere

Markør
Person der noterer spillers score

Mashie
Gammelt golfjern, svarende til et 5-jern

Mashie-niblick
Gammelt golfjern, en mellemting mellem en mashie og en niblick – altså omtrent et 7-jern

Metal wood
Se ”Wood”

Mulligan
At slå en Mulligan vil sige at slå et nyt slag fra 1. tee til erstatning for et dårligt drive. Den første bold må ikke længere vælges. Mulligan er ikke tilladt i turneringer, men kan sidestilles med at opgive en privat runde og starte på en ny. Anvendes alene på 1. tee

Ned
I hulspil er man lige så mange “ned”, som det antal huller man har tabt flere end modstanderen

Nedslagsmærke
Den fordybning, en bold kan forårsage ved nedslaget, især på green. Nedslagsmærket på green skal rettes op af spilleren, ved at græsset løsnes og skubbes ind mod pletten – ikke ved at jorden skubbes op nedefra

Nettoscore
Bruttoscore minus antal tildelte slag. En nettoscore lig med par er spillerens ”idealscore”

Niblick
Gammelt golfjern, svarende omtrent til et 9-jern

Nittende hul
Første hul i anden runde eller sudden death. Klubhuset efter matchen. Er det hul, som de fleste danske golfspillere mestre

No Return
En spiller laver ”No Return”, hvis han ikke fuldfører sin runde. Undladelse af at aflevere scorekort er ikke “No Return”, men misligholdelse af forpligtelser. Selv ved No Return skal scorekort afleveres i turneringer, medmindre sygdom eller lign. forhindrer dette

Op
I hulspil er en spiller lige så mange “op”, som det antal huller spilleren har vundet flere end modstandersiden

Out of bounds
Areal uden for banen. Bolden må ikke spilles herfra. Bolden er out of bounds, når hele bolden er ude. Er markeret med hvide pæle

Out-side-in
Forekommer, når køllehovedet i tilslaget skærer spillelinien udefra-ind. Medfører et slice eller et fade

Par
Et golfhul er par 4, hvis dets længde fra gul tee er 230-430 meter. Er det kortere, er det par 3, og er det længere, er det par 5. Huller, som er over 630 meter fra gul tee, er dog par 6. Længden af hvid, blå og rød tee har ingen betydning. Par er ens for alle teesteder på hullet og for begge køn

Parallel vandhazard
Vandhazard der løber parallelt med spilleretningen. Er markeret med røde pæle

Pitch
Et højt slag til greenen – med backspin og derfor kun lidt rul

Pitch and run
Et højt eller halvhøjt slag til greenen med rul mod hullet

Pitching wedge
Det samme som et 10-jern

Plus-handicap
Et handicap bedre end 0. I Stableford (og dermed ved handicapregulering) skal spilleren med plushandicap have et negativt antal tildelte slag, som skal tages på hullet med handicapnøgle 18, derefter 17 og så fremdeles. I hulspil skal spilleren med plushandicap afgive slag til scratchspilleren og handicapspilleren på hullet med handicapnøgle 1, derefter 2 etc

Pot bunker
Dyb snæver, ofte rund, bunker med meget stejle sider. Især almindelig på linksbaner i Skotland

Pro
Professionel golfspiller. Lever enten af at spille golf på de professionelle tours og vinde præmiepenge eller er ansat som træner i en golfklub

Provisorisk bold
Ny bold spillet i stedet for én, som kan være out of bounds eller tabt udenfor en vandhazard

Pull
Et slag, hvor bolden går i en lige linie til venstre om målet

Punch
Et slag, hvor der slås meget stejlt ned på bolden. På den måde flyver bolden lavt. Meget populært på de åbne skotske links-baner, hvor vinden spiller en afgørende faktor.

Push
Et slag, hvor bolden går i en lige linie til højre om målet

Putte
Slag for at få bolden det sidste stykke ned i hullet

Regulation
At ramme green i regulation er at ramme green i par minus to slag

Rough
Det høje græs uden om et golfhul

The Royal and Ancient Golf Club of St. Andrews
Blev stiftet 1754. Det nuværende navn stammer fra 1834. R & A er Golfreglernes styrende organ, beliggende i St. Andrews i Skotland

Runde
En golfrunde består af 18 huller. En 9-hullers bane spilles to gange

Runner up
Spilleren, som blev nr. 2

Ryder Cup
Trofæ indstiftet af Samuel Ryder. 12 af USA’s bedste professionelle spillere spiller mod 12 af Europas bedste hvert andet år

Sandjern
Eller ”sand wedge” er en wedge med mere loft end en pitching wedge og med en bred skrånende sål, som gør den velegnet til bunkerslag. Opfundet af Gene Sarazen og set første gang til British Open på Prince’s i Sandwich i 1932, som Sarazen vandt

Score
Antallet af slag brugt ved spil af et hul eller det sammenlagte antal slag for en runde

Scorekort
Specielt kort for den pågældende klub. På scorekortet noterer markøren spillerens resultater, og inden kortet afleveres, skal både markør og spiller underskrive kortet

Scratchspiller
Spiller med handicap mellem 0,4 og +0,4

Semirough
Mindre højt græs mellem fairway og rough

Shank
Et shank forekommer, når bolden ikke træffes af køllens slagflade, men af overgangen mellem køllens skaft og hoved. Dette betyder tab af kraft, og at bolden tager en forkert retning. Med jernkøller går bolden brat til højre for en højrehåndsspiller

Slag
Et slag er den fremadgående bevægelse af køllen med hensigten at ramme bolden og flytte den. Et frivilligt afbrudt slag før bolden nås, er ikke et slag

Slice
Slag der drejer meget til højre (omvendt for venstrehåndsspillere)

Solheim Cup
Damernes ækvivalent til Ryder Cup. Indstiftet af Karsten Solheim, skaberen af Ping køllemærket

Spade mashie
Gammelt golfjern, med mindre loft end en mashie niblick, dvs. svarende omtrent til et 6 jern

Spoon
Navn for trækølle eller wood nr. 3

SSS
Standard Scratch Score. Svarer til Course Rating i lande uden Slope

Stance
En spiller har taget sin stance, når han har anbragt sine fødder som forberedelse til et slag

Stymie
Ældre spilleform i hulspil, hvor man ikke skulle markere sin bold. Udgået af reglerne 1951

Sucker
Bold, fæstnet i sit eget nedslagsmærke

Sudden death
Omspil efter en delt match eller turnering, hul for hul, indtil der findes en vinder. Er det en slagspilturnering, spilles der efter slagspilsregler. Slag tildeles igen, som om man var startet forfra

Sweet spot
Det punkt på køllens slagflade, hvor bolden ideelt bør træffes

Tee
En tee er en lille pind, spilleren må sætte bolden på inden slaget fra teestedet. Et tee er synonymt med teestedet

Teested
Startstedet på hullet

Texas wedge
Når putteren anvendes uden for green, kaldes den en ”Texas wedge”

Trolley
Vogn du kan trække din bag rundt på

Trækølle
Wood med køllehoved i træ. Er i dag stort set erstattet af metal woods

Top
Et slag, hvor bolden rammes på den øverste halvdel

Turf
Græs der bliver slået op efter et slag. Skal lægges på plads

Turnen
De første ni huller går man ud – de sidste ni går man ind (eller “hjem”). Overgangen fra 9. green til 10. teested kaldes turnen

Ud
De første 9 huller. Se også “Hjem”. Kaldes også “for-ni”

Vandhazard
Have, søer, damme, floder, grøfter, afvandingsrender og overfladevandløb, hvad enten de indeholder vand eller ej

Waggle
Fremad- og tilbagegående bevægelser af køllen, før svinget begyndes

Wedge
Jernkølle med bred sål og kraftig loft. Se også pitching wedge, lobwedge og sandjern

Wood
Kølle, som er beregnet til lange slag. Tidligere altid med køllehoved af træ (”trækølle”), men i dag oftest af metal (”Metalwood”) eller plast med kulfibre (”grafitkølle”). Se ”Driver”, ”Brassie”, ”Spoon” og ”Baffie”

Yips
At lide af yips vil sige, at spilleren har en – ofte nervøs – tendens til at putte korte puts ved siden af hullet