• Post category:Nyheder
  • Post published:6. december 2021

Mer’Golf er en fritspilsaftale mellem følgende golfklubber:

For et tillæg på 700 kr til dit fuldtidskontingent, kan du være med i Mer’Golf.
Som medlem af Mer’Golf kan du spille på de nævnte baner i perioden 1.4. – 31.10. (Sommersæson).

I perioden 1.11. – 31.3. (Vintersæson) kan du spille mod en merbetaling på 100 kr pr. runde til den enkelte klub. Den enkelte klub afgør selv, om merbetaling skal opkræves – afhængig af banens stand og kvalitet.

Mer’Golf medlemskabet skal købes i din hjemmeklub. Medlemskabet er personligt og kan ikke lånes af eller til andre. Misbrug vil betyde øjeblikkelig eksklusion efter karensreglerne – for begge parter.

Du kan tilmelde dig Mer’Golf ved at sende en mail til kontor@norddjursgolf.dk med angivelse af dit DGU-nummer, eller tilmelde dig via vores turneringsmodul i Golfbox.

Medlemskabet er først gyldigt, når din betaling er registeret i sekretariatet, og du efterfølgende har modtaget en mail som bekræftelse – med mindre andet er aftalt med klubben.

Vilkår for ordningen
Kun fuldtidsmedlemmer i klubberne kan blive omfattet af ordningen.
Du spiller på de deltagende golfklubbers golfbaner som greenfeespiller med de rettigheder og pligter en greenfeespiller har.
Du skal bestille din tid på GolfBox.
Du skal bekræfte din tid på Golfbox/touchskærmen/Golfbox app inden du spiller – i klubber med Probox skal bekræftelsen ske på denne.
Det er vigtigt at tiden både bestilles og bekræftes, da økonomisk fordeling mellem klubberne sker på grundlag af bekræftede tider. Husk derfor at slette din tid, hvis du alligevel ikke skal bruge den.
Ikke bekræftede tider vil medføre en advarsel og ved gentagelsestilfælde eksklusion af Mer’Golf.
Der udleveres ikke noget bagmærke da alle Mer’Golf-medlemmer er registreret i hjemmeklubben via GolfBox.

Arrangementer
Som medlem af Mer’Golf har du mulighed for at deltage i klubbernes åbne turneringer. Der deltages på lige fod med den arrangerende klubs medlemmer.
Deltagelse i klubturneringer, -matcher, klub i klub turneringer/-matcher, kan kun finde sted efter den enkelte golfklubs retningslinier herfor.

Karenstid
For at modvirke at et medlem, ud fra økonomiske overvejelser omkring kontingent, skifter fra en golfklub til en anden golfklub med et lavere kontingent, for derefter at fortsætte med at spille i medlemmets gamle hjemmeklub under fritspils-ordningen, indføres en karenstid på 24 måneder fra indmeldelsestidspunktet i den nye klub, før medlemmet kan blive tilmeldt fritspils-ordningen i den nye klub. Karenstiden kan dog bortfalde, hvis der på medlemmet samtidig sker en adresseændring til nærområdet for den nye klub, og medlemmet derved flytter betydeligt nærmere den nye klub.
Karenstiden gælder også for begyndermedlemmer, der efter begynderforløb i én af Mer’Golfklubberne flytter til en af de andre klubber.
Den fraflyttende klub har afgørelsesretten.
Medlemmer, som ikke indenfor de seneste 24 måneder har tilkøbt fritspilsordningen og skifter klub, er ikke omfattet af karenstiden.


Eksisterende rabataftaler mellem klubberne
De eksisterende rabataftaler på 250 kr greenfee mellem klubberne fortsætter uændret for de af klubbernes fuldtidsmedlemmer, som ikke vælger at tilkøbe et Mer’Golf medlemskab.

Aftalen er gældende fra 1.1.2022.