Vær med til at få golfspillet til at glide rigtig godt.

Spillet glider for det meste godt, fordi mange spillere har fundet ud af, at det ikke koster ret meget tid at lukke et hurtigere spillende hold igennem, hvis man benytter flydende gennemgang.

Flydende gennemgang:

Flydende gennemgang betyder, at man går igennem et foran spillende hold i etaper.
Det sker lettest på og omkring en green, hvor det kan gå således for sig:

  • De spillere, der er på green, stiller bags ved vejen til næste tee, vinker spillerne i det efterfølgende hold igennem og følger disses bolde med øjnene.
  • Det hold, der er på green, spiller hullet færdigt, mens de efterfølgende spillere går frem til deres bolde.
  • Hold 1 går til næste tee og driver ud, mens hold nr.2 putter.
  • Hold 1 venter ved teestedet, til hold 2 har drivet ud.
  • Hold 2 går hurtigt frem til boldene og fortsætter spillet.
  • Hold 1 kan enten vente en stund ved teestedet, gå lidt langsommere frem end hold 2 eller gå frem sammen med hold 2.

Den sidste løsning vælges, hvis der skal ledes efter en bold. Så kan alle være med til at lede efter den, hvorved bolden hurtigere skulle kunne findes.

 

De 10 bud for hurtigere spil:

  1. Vær klar til at slå, når det er din tur.
  2. Gå hurtigt mellem slagene.
  3. Forbered dit næste slag i tankerne, med analyse af afstand, vind og køllevalg, mens du går frem mod din bold.
  4. Stil din vogn eller bag, så du hurtigt kan komme videre, ikke mindst ved green.
  5. Put korte putts ud og markér kun bolden på green, når det er absolut nødvendigt.
  6. Vent med at skrive scorekortet til næste teested og, hvis du har honnøren, til efter, at du har drivet.
  7. I private runder, gå lidt frem i siden (uden at tilsidesætte sikkerheden), når dine medspillere slår, og lad den, der først er klar, slå først, uanset honnør og afstand til hullet.
  8. Lad holdet bagved gå igennem så snart, der er opstået afstand til holdet foran jer, eller hvis I skal lede mere end et øjeblik efter bolden.
  9. Tag omhyggeligt pejling både på din egen og dine medspilleres bolde, hvis de slås i rough, så I leder i det rigtige område.
  10. Slå en provisorisk bold, hvis der er risiko for, at din bold kan være tabt eller out of bounds.

Husk golf er en sport. Gå rask til så svulmer musklerne og evt. fedtdepoter mindskes.

Turneringsudvalget