Tirsdagsdamernes udebaneturnering i Viborg Golfklub lørdag den 24. september 2022

Lørdag morgen satte 13 kvindelige spillere fordelt i seks biler kursen mod Viborg, hvor vi med start fra kl. 10.00 skulle spille udebaneturnering – den første siden coronapandemiens indtog.

Det blev en dag uden regn, uden vind, men med høj sol og højt humør, så hvad skulle egentlig forhindre os i at få mange point på scorekortet? Det var der også nogle der fik, men ikke alle, for hvordan er det nu bolden skal slås, når den ligger op ad bakke? Eller ned ad bakke? Når den ligger under fødderne eller over fødderne?

Greens viste sig også at være en udfordring. Allerede da vi bestilte tiderne, gjorde klubben opmærksom på, at greenkeeperne havde lovet at prikle greens i september måned. Vi kan skrive under på, at de har holdt deres løfte! Det blev til flere tre-putts – ja, såmænd også enkelte fire-putts.

Grundet de priklede greens besluttede udvalget, at hver enkelt spiller kunne afgøre, om scoren skulle indberettes eller ej, men alle scorekort skulle afleveres, så vinderne kunne findes.

Inden præmieuddelingen fik vi sulten stillet med god mad fra GOMA Golf, som er navnet på klubbens café.

Vi spillede i to rækker, og der var præmier til de tre bedst placerede i hver række:

A-rækken (+8,0-25,0)

Point

B-rækken (25,1-54,0)

Point

1.

Inger Stornes

38

1.

Heidi Klemmensen

31

2.

Vibeke Søndergaard

33

2.

Bodil Johansson

29

3.

Tina Elsborg

32

3.

Wilma Thorup

28


Inger og Heidi modtog hver en flaske vin og en æske chokolade, og de øvrige præmietagere fik også en æske chokolade.  

Vanen tro var der også klappepræmier – denne gang ikke kun et par stykker, men hele syv, således at alle deltagere fik en præmie med hjem. Lodtrækningspræmierne var en lille dåse lakridskugler.

Trods bakkerne og de vanskelige greens kunne to spillere notere en birdie på deres scorekort. Det var Tina på banens allerførste hul, et par 5-hul, og Marianne på banens fjerde hul, også er et par 5-hul. For denne præstation modtog de dygtige spillere en præmie i form af en lille dåse creme.

I udvalget er vi meget tilfredse med dagen, og det er vores indtryk, at alle spillere havde en rigtig god dag, uanset om scoren var høj eller lav. Der skulle derfor være basis for at arrangere en tilsvarende turnering til næste år.

Kommende turneringer:
Inden sæsonen slutter, er der:

  • Formiddags- og eftermiddagsturnering den 4. oktober hhv. kl. 9.30 og 16.00
  • Trekølleturnering med efterfølgende medlemsmøde den 11. oktober kl. 16.00

Alle kvindelige medlemmer af Norddjurs Golfklub er velkomne! Af hensyn til forplejning bedes du tilmelde dig til trekølleturneringen og/eller medlemsmødet i Golfbox senest den 9. oktober kl. 20.00.