Herunder er hendes præsentation:
Genvalg til bestyrelsen i Norddjurs Golfklub
Jeg har nu siddet i bestyrelsen for Norddjurs Golf i 2 år, og det har været en spændende, sjov og udfordrende opgave, som jeg meget gerne fortsætter med.
Til jer der ikke kender mig i forvejen kan jeg oplyse, at jeg for 2 år siden fratrådte arbejdsmarkedet og således har tid og overskud til arbejdet i bestyrelsen. I mit arbejdsliv har jeg i 25 år arbejdet som leder i det offentlige, og har i den forbindelse fået kendskab til det at arbejde i en bestyrelse.
Jeg har i de to år jeg har siddet i bestyrelsen været kontaktperson til tirsdagsdamerne, hvor jeg de sidste 4 år har været medlem af dameudvalget. Desuden er jeg medlem af turneringsudvalget og har i den forbindelse, i marts måned, deltaget i DGU`s kursus for turneringsledere – 1. del – og har erhvervet et diplom på dette. Derudover deltager jeg gerne i de praktiske opgaver, der er i en klub af vores størrelse. En klub, der efter min mening overlever på vores frivillige arbejdskraft.
I bestyrelsen har jeg også haft til opgave at være sekretær for bestyrelsen, hvilket indebærer, at jeg til bestyrelsesmøderne udfærdiger dagsorden, sørger for opfølgning af de forskellige punkter, skriver referater af møderne og sender disse til offentliggørelse på vores hjemmeside.
Fremtidig vil jeg arbejde på at fastholde vores medlemsskare – vedligeholde vores fantastiske bane – og forsøge at imødekomme de ønsker og forslag der kommer fra medlemmerne. Det er ikke altid de beslutninger der træffes er lige populære, men udgangspunktet for mig er altid at forsøge at finde den bedste løsning til fordel for medlemmer og klub.
Jeg håber, at mit arbejde har været tilfredsstillende for klubben, og stiller mig fortsat gerne til rådighed for en ny periode i bestyrelsen.
RITA KIRKEGAARD