Tirsdag den 8. august 2023 skulle første månedsturnering efter ferien afholdes – vi skulle spille Norsk Stableford, hvor bolden skal kastes én gang på hvert hul. Desværre bød vejret på heftige regnbyger og kraftige vindstød, så udvalget besluttede at vi skulle blive indendørs og hygge os med forskellige konkurrencer. Vi startede med en puttekonkurrence på måtte. Der blev spillet tre runder, og i hver runde havde spillerne tre forsøg til at få bolden i hul i ét slag. Efter runderne kunne vinderne kåres: Helle Askim Rise indtog første pladsen med 5 af de 9 bolde i hul, mens Birthe Bang fik andenpladsen med 4 bolde i hul.

Elizabeth Murray havde forberedt to quizzer – den første bestod af 10 regelspørgsmål med tre svarmuligheder. Merethe Bering, Vera Bøstrup og Aase Therkildsen svarede rigtigt på syv spørgsmål og modtog hver en præmie.

Den næste quiz bestod af 10 meget forskellige spørgsmål relateret til golf.  Til hvert spørgsmål var der igen tre svarmuligheder. Pointene varierede fra spørgsmål til spørgsmål med ét point for rigtigt svar på de fleste spørgsmål, og hhv. et og to point til de to spillere, som kom tættest på det rigtige svar, når der skulle gættes tal, f.eks. hvor langt man kan slå en golfbold på månen. Quizzen blev vundet af Bente Bennetzen med tre point. Aase Therkildsen og Vera Bøstrup opnåede to point og delte andenpladsen.

Dagens sidste konkurrence var ”golf med terninger” – Her blev uddelt fire præmier for laveste antal ”slag” på ”Norddjurs Golfklubs 18 hullers bane”:

Lis A. Christensen: 156 slag
Elizabeth Murray:159 slag
Karla Foss:   160 slag
Bente Bennetzen:   161 slag

Alle vindere kunne vælge mellem en flaske vin og en æske bolde.

Inden vi satte os til bords for at indtage aftensmaden, skulle der også uddeles præmier for turneringen tirsdag den 1. august – også en dag med regn i stride strømme, og kun to Tirsdagsdamer var mødt op og spillede banens 18 huller. To deltagere i en turnering – dét er for få til at udløse en præmie, men udvalget besluttede, at Bente Bennetzen og Merethe Bering skulle belønnes med en præmie for deres bedrift.

Nu håber vi på, at vejrguderne vil tilsmile os i de kommende uger, for månedsmatchen i august blev bestemt ikke en dag med motion for ben og krop – til gengæld blev lattermusklerne motioneret så meget, at flere foreslog, at der skal være flere tilsvarende arrangementer fremover.